En lokkende overskrift ik?
Men jeg vil gerne advare dig inden du læser videre !
Hvis du har
dit ego kært, så spring dette kapitel over, ligeledes hvis du ikke
bryder dig om at blive trængt op i en krog, nu er du advaret.
Du bestemte dig altså for at læse videre ok! Som du ønsker skal du få.
Lykken og glæden kender vi vel alle sammen i større eller mindre målestok / udstrækning, hvad de fleste mennesker ikke ved, er hvorfor de ikke har den i det daglige og hvorfor de i lange perioder overhovedet ikke kan finde den.
Det er min erfaring, at lykken og glæden er der når der ikke er noget der forstyrer den, det er med andre ord en grundtilstand som vi alle er født med, det er en gave vi har fået fra det guddommelige således at vi til enhver tid kan sætte os ned og tage en dejlig slapper, mens vi mærker glæden og lykken boble i os.
Hvis vi f.eks. har travlt med noget alvorligt, så kan vi ikke mærke lykken og det er for mig at se helt som det skal være, for selvfølgelig er vi nødt til at være opmærksomme på den, for at kunne registrere at den er der.
Men hvis det kun er travlhed eller dyb koncentration om noget andet, der står i vejen for lykken og glæden, så vil den være der så snart vi sætter os og slapper af, men det er den jo ikke vel ?
Så bliver vi jo nødt til at lede et andet sted for at finde det der står i vejen for lykken og glæden.
Lige nu sidder du måske og tvivler på om lykken og glæden nu også er en grundtilstand, for at få svar på dette behøver du blot at tænke på nogle små børn, hvis ikke der er noget der trykker dem eller irritere dem, så lever de i en salig lykke.
Den samme salige lykke og glæde var også din engang, før du blev til den opblæste nar du er i dag.
Hov! Hov! Hov! Hvad fanden bilder han sig ind, ham forfatteren?
Sig nu ikke at du ikke er blevet advaret.
Du kan stadig nå at springe videre til en anden tekst.
Hvad skulle det, at være en opblæst nar, nu have at gøre med om man kan være lykkelig eller ej?
Det skal jeg såmænd sige dig. En opblæst nar kan nemlig ikke undgå at have enten dårlig samvittighed, selvmedlidenhed eller begge, det kan da godt være at du er god til at skjule det på facaden, men når du sætter dig alene får du det dårligt. For det meste så skynder du dig at gå i gang med et eller andet eller du opsøger måske nogen, men er du mere modig end de fleste eller har du bare hang til selvpineri, så sidder du bare der og har ondt af dig selv.
For at du overhovedet kan have ondt af dig selv er du simpelthen nød til at være en opblæst nar, for det at have ondt af dig selv er jo i virkeligheden, at give andre eller verden skylden for din elendighed og for at gøre det er du jo nødt til selv at være uskyldig og der skal s'gu da noget af en opblæst nar til, for at se sig selv som ren og uskyldig.
Som du kan se så danner selvmedlidenheden og den opblæste nar en ond cirkel.
Hvor blev den dårlige samvittighed af?
Den kommer her.
Din samvittighed er målestok for din selvsikkerheds ærlighed. Tænk grundigt over dette inden du læser videre. Det er en påstand, men jeg mener den er sand.
Nu er jeg jo nok nød til i dit tilfælde at skære det hele lidt ud i pap, for at du kan forstå det.
Generer det dig, at jeg taler sådan til dig ? Hvor er din humor ?
Hvis du iriterres af at jeg skriver nedladende til dig, jeg, som ikke har nogen som helst chance for at kende dig, så kan jeg kun finde en årsag:
Du tager dig selv alt for højtideligt.
Jeg kan simpelthen ikke tillade mig at tale sådan til dig, vel; jeg mangler i den grad respekt.
Respekt for hvad ? Dig!
Har du overhovedet noget at blive respekteret for ?
Kan du overhovedet noget der er værd at skrive hjem om eller er det hele bare snak med dig? Har du noget at há dit ego i?
Kan du med sikkerhed gøre de ting du siger du kan? Ved du med sikkerhed de ting du siger du ved, eller er det bare noget du har læst dig til?
Har du nogle erfaringer der er værd at fortælle videre eller har du spildt hele livet på at gøre dig klog uden egentligt at erfare noget.
Du er måske mere den type der går stille med dørene og så bag om ryggen på dem, bagtaler autoriteterne (dem der hár noget at ha det i). Du husker lige at nævne deres fejl for de andre; eller du er måske så meget en kylling, at du kun gør det inde i dit eget hoved, for på den måde at få en fornemmelse af at være bedre.
Det at du tager dig selv højtideligt vidner om at du opfatter dig selv som lig en højtid.
Hvis du vil gøre dig noget som helst håb om at finde glæden og lykken, så må du forstå, at du må holde op med at lyve overfor dig selv, om dine egne evner og dit eget værd.
Nej, - det hjælper ikke noget at hoppe over i den anden grøft, den grøft hvor der i forvejen er så mange, altså at give dig til at rakke dig selv ned, at foragte dig selv eller at være overdreven beskeden, når du er sammen med andre mennesker.
Nej spil du blot frejdigt ud når du er sammen med de andre, så skal de nemlig nok sørge for, at du får den modstand du behøver, det sørger vores gode gamle ven janteloven for.- Nej det er når du sidder og har dine stille stunder, at du må være helt ærlig hvis du vil have chancen for at finde lykken.
Du vil måske mene at det er en høj pris at betale for at blive lykkelig og det kan da også godt være at det er det i dit tilfælde, det afhænger jo alt sammen af hvor langt der er fra den oprigtige dig, til den dig du i det daglige tror du er, men det er nu engang prisen hvis du vil have adgang til lykken når du slapper af.
Om du vil betale denne pris, står dig naturligvis fuldstændigt frit, men hvis du ikke vil så gør lige dig selv og verden den tjeneste at lade være med at brokke dig når du ikke kan finde lykken og glæden.
Det ikke selv at tage ansvaret for sit eget liv, er det samme som at lyve, for det du i virkeligheden gør er jo, at du giver samfundet eller nogle andre skylden og når de i virkeligheden er uskyldige, er det jo en slags justitsmord.
Et af de meget væsentlige motiver til din livsløgn er, at du ønsker være mere end du kan leve op til at være. Hvis du er så heldigt stillet, at du med fra tidligere liv har en god del talenter, af hvilke det ene er mod, så vil du sikkert vælge den storskrydende facon og med denne facon også udadtil være mere end du er.
Har du derimod ikke så mange talenter med, eller mangler du blot modet, vil du sikkert vælge martyrens måde, du ved godt dem som gennem deres lidelse får deres værd. De har det så hårdt og alting er så svært, men fordi de er så stærke, så seje og så dygtige som de er, så klarer de sig alligevel igennem.
En anden ting du forhindrer dig selv i, ved at være en opblæst nar, er at gå din egen vej. For at anskueliggøre hvad jeg mener med dette vil jeg tage et eksempel fra det virkelige liv.
Du bor og befinder dig i Viby, Viby Jylland, dig og din kæreste (som er fra udlandet) skal til Slagelse og i kender ikke vejen, du får fat i en kort, slår op og finder Slagelse og finder kort derefter en lille by der hedder Viby (som ligger på Sjælland, hvilket du ikke opdager), så skulle alting jo være i den skønneste orden og i begynder at køre. Du styrer kortet og din kæreste styrer bilen, efter adskillige timers kørsel uden at være nået til Slagelse begynder du at blive bekymret. Nu kan du jo vælge at indrømme din fejl og bede om hjælp eller i kan fortsætte ufortrødent og sikkert aldrig komme til Slagelse.
Der hvor jeg vil hen er (nej ikke Slagelse), at hvis dit udgangspunkt er forkert er din mulighed for at nå dit mål, endda meget ringe.
Så erkend dig selv uden at pive, se oprigtigt på hvad du kan og hvad du ikke kan, find det sted du er nået til i den store sammenhæng og begynd så på din egen vej, når dit udgangspunkt er korrekt vil du blive ledt på vej, af dit eget højere selv, hvorimod hvis dit udgangspunkt er forkert så er dit højere selv nødt til at bruge alle sine kræfter på at få dig hen til DIT udgangspunkt.
Jeg nævnte begrebet "varig lykke" og det er selvfølgelig fordi jeg skelner mellem den korte glæde og lykke, som skyldes et eller andet der er lykkedes / opnået, og så den varige glæde og lykke som er der helt uden grund, da den jo er dit fundament. Genkald dig igen det lille barn der ikke lider nogen nød, det er bare lykkeligt.
Hvor meget kan vi mennesker og hvor meget ved vi mennesker egentligt med sikkerhed? Så lidt så det godt kunne være løgn!
Jeg vil gerne minde dig om, at jeg ikke er den første der siger dette, tænk blot på Sokrates og han er sikkert ikke den eneste, Prøv lige engang at bøje og strække fingrene på din højre hånd, gør det bare nogle gange og vær meget opmærksom mens du gør det. Fortæl mig så hvordan du gjorde det og jeg har læst alt det der med nerveimpulser sener og muskler og sådan noget, så det er ikke det jeg vil vide, nej det jeg vil vide er hvordan DU får DINE fingre til at bøje sig og strække sig.
Jeg er egentligt ret overbevist om, at du ikke kan svare andet end: "Det gør jeg da bare", men skulle du mod al forventning have et svar (som du ikke blot har læst dig til) så må du meget gerne sende det til mig.
Lad os nu bare antage at det er mig der har ret, du kunne kun komme frem til et "det gør jeg da bare" på spørgsmålet om hvordan DU bøjer og strækker dine fingre. Så er mit næste spørgsmål: Hvordan kan du så overhovedet tage æren for det du laver med dine hænder?
Ved du hvordan du skaber din tanke ?
Ved du hvordan dine følelser bliver til ?
Jeg kunne blive ved og jeg er sikker på at du hver gang ville komme til kort.
Så når alt kommer til alt, så er der altså ikke meget du med rette kan tage æren for, nej find du i stedet taknemmeligheden frem, taknemmeligheden for at dit opblæste ego befinder sig i en velfungerende krop der selv sørger for vedligeholdelsen, tænk blot på hvordan det ville gå, hvis det var op til dig at holde øje med alle cellerne i din krop, reparere dem når de skrantede eller skifte dem ud når de ikke længere kunne repareres, nej der ville ikke gå ret lang tid inden dit opblæste ego ikke havde noget sted at bo;- og hvad var det så?
Hvis ikke du havde modtaget den store gave det er, at du befinder
dig i en tænkende og følende krop, som naturen samfundet og dine
forældre har oplært, så det mest grundlæggende udføres næsten
instinktivt.
Hvem var du så ?
Konklusionen på dette er, at hvis du gerne vil kunne finde lykken og glæden, så find taknemmeligheden frem og hold op med at tro du er noget, som du ikke med hundrede procent sikkerhed, kan sige at du er. Og husk så at det aller vigtigste sted at være ærlig er inden i dig selv.