Vi lever i en videnskabelig verden, som måske er ved at nå sin kulmination, en videnskabelig verden hvor det kun er nogle ganske få, der har set "beviserne" for det, som alle vi andre tror på og lever efter.
Uden på nogen måde at ville nedgøre disse få, så syntes jeg, at det er en kende ensporet. Jeg syntes at kunne se en tydelig analogi til kirkens overhoveder før i tiden, dengang var de de eneste der kendte den bagvedliggende enegyldige ”sandhed”. Sproget var dengang latin i dag er det matematik begge dele totalt uforståeligt for lægmand.
Jeg ved godt at man ikke i dag brænder eller stener dem der har en anden mening, - nej - man nøjes med at latterliggøre eller udelukke dem.
Når jeg ser tilbage på historien og ser hvilken modstand videnskabsmænd som Darwin og hans lige mødte på deres tid kan jeg ikke lade være med at sammenligne den med den modstand videnskaben i dag lægger for dagen i forhold til det såkaldt overnaturlige, det alternative, det subjektive.
Videnskaben har gennem tiden skabt sig dens position, ved strengt at holde sig til det der kan bevises og det der kan efterprøves. Det har for mig at se været en blændende taktik overfor de magtsyge kirkeledere, som holdt menneskeheden i et jerngreb, med deres påstande om, at være dem der kendte den eneste sandhed.
Men! Men! Er videnskaben af i dag ikke faldet for den samme fristelse. Til med deres såkaldte beviser, at tyrannisere det enkelte individs subjektive opfattelse af livets mysterier, på ganske samme måde som de kirkelige ledere før i tiden tyrannisere os med deres trosverden.
Videnskaben har for mig at se, blot indtaget pladsen som vor tids eneste ”rigtige” trosretning. Det er jo trods alt kun en ganske lille promille af videnskabens præster, der selv har set beviserne på det de prædiker om. På samme måde som de kristne præster heller ikke selv har set Jesus og heller ikke har noget bevis for hans eksistens. Nu hvor kvantemekanikken og astronomien er blevet det hotte i videnskaben, virker det blot endnu mere pinligt, når folk med et videnskabeligt syn på verden, stadig opfører sig bedrevidende.
Med kvantemekanikken og den atomare forsøgsverden syntes jeg, at det endeligt er blevet helt klart, at det fundament som videnskaben bygger på er nøjagtigt lige så uforklarligt som det fundament healeren og akupunktøren bygger deres virke på.
Man behøver naturligvis ikke gå så langt som til kvantemekanikken for at se, at videnskaben savner svar, vi kan såmænd nøjes med at se på et fænomen vi alle sammen kender, nemlig tyngdekraften. Hvis vi kigger lidt nærmere på tyngdekraften, så har videnskaben fundet ud af en hel masse omkring denne strøelse og de har lavet formler, så vi alle sammen kan få glæde af deres resultater, men de har stadig ikke fundet ud af hvad selve kraften, er for noget. Det samme gælder for lysets hastighed vi ved alle sammen at den er ca. 300 000 km / sek. for det har videnskaben fortalt os, men hvorfor bevæger det sig med lige netop denne hastighed og altid med denne hastighed. Denne slags størrelser kaldes naturkonstanter og dem er der så vidt jeg har hørt 17 af og når det kommer til at skulle forklare disse naturkonstanter så er lægmands gæt næsten ligeså godt som videnskabsmandens.
Videnskaben har de sidste 50 år blandt meget andet været i gang med at finde en teori der kunne rumme og forklare alle disse konstanter og det er efter sigende ved at lykkes, man skal blot have en række ekstra dimensioner ud over de fire vi allerede har og det kan da meget vel være, at de er på sporet af noget rigtigt, men de vil af naturlige årsager få lidt svært ved at efterprøve teorien i vores almindelige tredimensionale verden.
Misforstå mig ikke, jeg er på ingen måde modstander af videnskaben, for uden den, var vi ikke kommet dertil hvor vi er i dag og uden den, kunne jeg ikke sidde her ved min pc og skrive tekster. Men jeg er modstander, af den særstilling videnskaben har tilranet sig i et naivt samfund. Og endnu mere er jeg imod den særstilling "videnskabens forklaringer" har fået i det enkelte menneskes bevidsthed, det kan sammenlignes med, når et barn siger: "Min far ved i hvert tilfælde hvordan". Folk tror fandeme at videnskaben kan forklare alt og det er som om den enkelte har overbevist sig selv om at: "sådan er det bare - videnskaben har svaret". For ligeså snart de møder noget uforklarligt, så må det være løgn.
Nogle af de eneste, inden for den videnskabelige verden, der kan sige sig nogenlunde fri for, at have denne bedrevidende holdning til verden og andre mennesker, er nok de virkeligt store pionerer, for de har på en eller anden måde formået, at bibeholde deres åbenhed og deres viden om, at de i virkeligheden ikke vidste noget som helst med 100 % sikkerhed. Niels Bohr sagde engang noget i retning af, at hvis man ikke blev svimmel, når man hørte om kvantemekanikken, så var det fordi, man ikke havde fattet, hvad det gik ud på.
Denne udtalelse vidner om, at den gode Niels Bohr har kigget dybt og længe i kolben og set at når han nærmede sig sagens kerne, så fattede han ikke længere noget som helst.
Denne måde at leve og at anskue tingene på, mener jeg er selve essensen af det videnskabelige og denne måde, mener jeg for længst er blevet trådt under fode, af den langt mere almindelige, såkaldte videnskab altså de skriftkloge i Videnskabens Præstevælde.