Der findes to former for følelsesmæssig reaktion som i det daglige begge går under navnet medfølelse, selvom de er ret forskellige.
Lad mig starte med den vi alle sammen kender, "den såkaldte medfølelse": En mand kommer aggressivt oprevet ind i det undervisningslokale hvor vi befinder os, vi kigger lidt frygtsomt måbende på ham, mens han fortæller, at der er nogen der har smadret hans bil nede i garagen.
Vi vil nu se forskellige former for såkaldt medfølelse, nogle bliver kede af det og prøver at trøste ham, nogle bliver rasende og prøver at rase med ham og nogle bliver tændt af hævntørst og prøver at opfordre ham til at få fanget bøllerne og slå dem ihjel.
Jeg vil her vove den påstand, at der i en sådan situation ikke er nogen der har ægte medfølelse selv om de sikker alle vil påstå, at det da lige var det de havde.
Det som jeg ligger til grund for min påstand er to ting: For det første var den umiddelbare reaktion ved de tilstedeværende lettere frygt, manden var jo aggressiv.
For det andet kommer deres såkaldte medfølelse først da de hører mandens historie og denne reaktion er da ret forskellig fra person til person.
Det den enkelte person gør er at sætte sig selv i mandens sted mens denne fortæller sin historie og så reagere som vedkommende selv ville have gjort i en tilsvarende situation og det har for mig at se ikke en pind at gøre med medfølelse.
Hvis vi nu prøver at lade situationen udvikle sig videre uden indblanding, så er det ikke usandsynligt at vi efter lidt tid vil kunne se nogle af de tilstedeværende stå og skændes om der nu skal trøstes eller der skal stilles en galge op til forbryderne og det vil da være ret tydeligt for enhver at personerne i dette eksempel, nu i virkeligheden slås om hvis reaktion der er den mest rigtige.
"Ægte" medfølelse er derimod en helt anden størrelse, denne er meget mere sjælden, specielt i ren form, det sted der er størst chance for at observere den tydeligt er mellem mor og barn hvis moderen da ellers elsker sit barn og har tid til det og tør.
Man vil i situationen mor barn kunne observere at moderen får den samme følelse som barnet har og hvis hun er opmærksom og kender sig selv godt vil hun umiddelbart kunne omsætte følelsen til handling og dermed hjælpe barnet, men som oftest er barnet nødt til at skrige eller give lyd fra sig for at få moderens opmærksomhed og de fleste mødre prøver sig så frem til de efterhånden har lært hvad de forskellige skrigelyde betyder.
Nu kan det godt lyde som om jeg snakker om noget der for de fleste er ukendt, men det er ingenlunde tilfældet, jeg tror de fleste har prøvet at komme på besøg ved et kæreste par hvor stemningen var dårlig / trykkende så dårlig / trykkende, at det kunne mærkes selv om parret prøvede at lade som ingenting, den følelse man får i en sådan situation er det jeg forstår ved ægte medfølelse, den følelse man får i en sådan situation er hvis man borer lidt i det den samme som den kæresteparret har. I dette sidste eksempel er det dog ikke ret tit at medfølelsen bliver brugt til noget, man skal jo ikke blande sig.
"Ægte" medfølelse viser sig, sådan som jeg ser det, at være det samme som følelse direkte overført fra en person til en anden og jeg vil ikke bruge benævnelser som esp og telepati, det er det s'gu alt for almindeligt til. Fænomenet vil sikkert heller aldrig kunne måles af den kære doktor.
Når du er pisse sur kære læser og jeg så spørger dig hvordan du kan vide det, så vil du vel med himmelvendt blik og hovedrysten sige: "Det kan jeg s'gu da mærke,- tumbe". Så simpelt er det, det behøver du da ikke en eller anden højt studeret doktor for at finde ud af og på samme måde er det med den "ægte" medfølelse, det kan nemlig også mærkes hvis man da ikke er ved noget andet.
Nu vil du sikkert indvende, at det der med følelser ikke altid er så simpelt og det kan jeg da kun give dig ret i, men det er nu ikke følelserne som sådan der er komplicerede. Det komplicerede opstår nemlig først når du begynder at tænke over dem eller prøver at forklare dem, prøver at retfærdiggøre dem, hvis du kunne nøjes med at mærke ville følelserne bevare deres meget enkle udtryk.
Der er mange af os mennesker der i det daglige går rundt og opfatter os selv som medfølende mennesker, men når sandheden skal frem, så er det faktisk meget sjældent, at vi kan glemme os selv tilstrækkeligt længe til, at lægge mærke til hvilke stemninger der bliver formidlet til os fra vores medmennesker. Vi reagerer som regel kun med medfølelse når vi ser noget der ville have givet os selv en eller anden kraftig følelsesmæssig reaktion, men så reagerer vi til gengæld også (hvis vi altså har mod til at blande os), og det uanset om den pågældende person opfatter situationen på samme måde som os.
Hvis personen har oplevet et eller andet som vi selv ville være blevet rasende over eller kede af, så er vi tilbøjelige til at mene, at det er den eneste rigtige reaktion, på hændelsen og vi vil så som regel ihærdigt prøve at overbevise vedkommende om at han eller hun burde føle på samme måde.
En sådan måde at reagere på kan vel ikke med rette kaldes for medfølelse, hvis det endelig skal kaldes noget så må det vel blive noget i retning af selvhævdelse.